Isis var oprindeligt en ægyptisk gudinde, der spillede en særdeles fremtrædende rolle i det faraoniske Ægypten. Hun var kendt som Osiris´ hustru og moder til Horus, men de færreste er ikke klar over hendes enorme betydning i romersk tid.

I det 4. århundrede f.v.t. spredte dyrkelsen af Isis sig til Middelhavsområdet med et tempel i Piræus i Grækenland. Herefter kom kulten hurtigt til kystbyerne langs Italiens kyst og til Rom. I senrepublikansk tid blev kulten flere gange forsøgt bekæmpet. Dette fortsatte angiveligt under Augustus og Tiberius, men de formåede ikke at stoppe spredningen og der fandtes snart Isistempler overalt i Romerriget.

Isis blev identificeret med en lang række romerske og græske gudinder og på dette tidspunkt var Isis og kulten fjern fra den oprindelige ægyptiske gudinde. Hun var blevet en universalgudinde i en synkretistisk mysteriereligion med hovedvægt på frelse og forløsning. Til sidst blev Isiskulten dog fortrængt af kristendommen, der havde en fordel ved et organiseret præsteskab og en hellig bog.