Nutidens unge vil langt hellere studere humanistiske fag end naturvidenskab, og det kan komme til at knibe med at rekruttere tilstrækkeligt mange fremtidige naturvidenskabsudøvere.

De to kulturer, den naturvidenskabelige og den humanistiske, har imidlertid ikke altid været uforenelige som nu: For de gamle grækere, for middelalderens lærde, for renæssancens store mænd ville denne skelnen have været meningsløs. For romantikkens store ånder ikke mindre - f.eks. så fysikeren H.C. Ørsted store åndelige sammenhænge i naturen.

Den spontane, naturlige måde at forstå vores fysisk-biologiske omverden på er på mange måder uforlignelig med den naturvidenskabelige.
Kirsten Paludan kommer i denne bog med en række eksempler på denne uforlignelighed fra både hverdagen og litteraturen, og diskuterer dens konsekvenser for de naturvidenskabelige fag.

Lærere på alle niveauer, som gerne vil forstå, hvor og hvorfor alle deres elever har vanskeligheder med fysik, kemi, biologi etc., kan drage nytte af bogens eksempler og de konklusioner Kirsten Paludan kommer frem til. Bogen har også et bud til dem, der uddanner fremtidens lærere, og til dem, der tilrettelægger landets uddannelsespolitik.