Når man nævner ordet vulkan, fremkalder man som regel Vesuvs smukke bjerg for det indre øje. For det første så lægger Vesuv navn til en af de kendteste vulkankatastrofer i verden, hvor den romerske by Pompeji blev begravet i pimpsten og aske i året 79. e.Kr. Efter genopdagelsen og udgravningen af Pompeji i 1748 startede, førte det til, at alverdens arkæologer rejste til ruinbyerne ved Vesuv, men også selve udforskningen af vulkanen tog til, da Vesuv i de år befandt sig i en virksom udbrudsrytme. For det andet finder vi her den første og realistisk forklarende beskrivelse af et vulkanudbrud på Jorden i Plinius den Yngres to breve til den romerske historiker Tacitus. Disse breve er en vulkanologisk korrekt fortolkning af et eksplosivt vulkanudbrud, så vulkanologer i dag kalder denne type vulkanudbrud for ”plineansk vulkanaktivitet”. For det tredje grundlagde den napolitanske konge i 1841-45 et vulkanobservatorium på Vesuvs nordlige skråning, det første af sin art i verden, og herfra er vulkanens udbrud blevet studeret intenst, og meget af det, som vi i dag ved om vulkaner, stammer fra forskning på Vesuv. Endelig så ligger Vesuv i verdens tættest befolkede område med i dag snart 4 millioner mennesker inden for rækkevidden af en eksplosiv vulkan foruden de to andre nærliggende vulkaner såsom Campi Flegrei og vulkanen på øen Ischia, der er lige så truende. Disse vulkaner er omtalt i bogen, da de er lige så stor en trussel for indbyggerne som Vesuv.