Denne første del af bogen beskriver den vanvittige virkelighed, som syge mennesker tvinges igennem. Forfatteren mistede sin troværdighed, så snart hun henvendte sig til socialforvaltningen, hun følte det som åndelig voldtægt, da myndighederne behandlede hende som en psykisk syg person, som man ikke kunne regne med. De sagsbehandlinger, som kræver så meget af de syge, er i virkeligheden skueprocesser, hvor man slet ikke tager stilling til indholdet i sagerne.
Man bruger kun udsagn fra læger, som ikke har set patienterne, læger som er fritaget for at stå til ansvar over for lægeløfte, lægelov og lægernes etiske regler. Retslægerådet beskytter primært deres kolleger, mens deres egentlige opgave, at klargøre de lægelige problemstillinger for retten, er noget vanskeligere at få øje på.