Renæssancen og humanismens rødder tegner et signalement af tanker og ideer, der kommer til udtryk i renæssancens europæiske såvel som specifikke danske sammenhænge, og gør op med nyere tendenser til at bagatellisere tidens betydningsskabende karakter.

Sandheder udfordres og relativeres, opdagelsesrejsende krydser oceaner og kontinenter, billedkunsten sublimeres i perspektiv og realisme, og verdensbilledet revolutioneres i flere henseender af en række nøglepersoners bevidste bestræbelser på at skabe en ny epoke.

Ud af denne kulturelle smeltedigel opstår den verdens- og menneskeanskuelse, der senere får navnet humanisme.

I sin omfangsrige gennemgang af litterære, filosofiske og kunstneriske hovedtræk afdækker idéhistorikeren Rune Engelbreth Larsen epokens brudflader og paradokser i kontrast til de verdensforsagende træk og den statiske verdensopfattelse, som middelalderkirken og reformationen deler i vekslende grad. Reformationen anskues som et punktum for den europæiske renæssance, men bogen belyser ligeledes den egenartede blanding af humanistiske tendenser og reformatoriske bestræbelser, som udspiller sig i Danmark i det 16. århundrede, indtil den lutherske ortodoksi overtager.

Renæssancens radikale individualisme fører til en ny selvbevidsthed, der udgør en trussel mod absolutisme og ortodoksi, men samtidig hviler på en ansvarsfuld og vidtrækkende samhørighed med verden, og forfatteren redegør for, hvorfor denne selvbevidsthed ikke legitimerer en amoralsk selviskhed eller værdinivellering, som f.eks. kommer til udtryk i machiavellisme og senere tiders nihilisme.

Bogen munder ud i en reaktualiserende genbeskrivelse af humanismen som særegen verdens- og menneskeanskuelse, der er specifikt forankret i den europæiske renæssancearv, og som distancerer sig fra den ahistoriske brug af begrebet, der er udbredt i moderne tid.