Forlaget skriver: De sidste årtiers blodige sammenstød mellem Vesten og mellemøstlige lande  (herunder medregnet Libyen) må i høj grad ses i sammenhæng med den historiske relation mellem de to områder, således som den har udviklet sig særlig fra tiden op til og omkring 1. verdenskrig. Britiske og franske strategiske, imperiale og økonomiske interesser blev mere og mere fremtrædende op til krigen.

Bogen gennemgår de afgørende begivenheder omkring det osmanniske imperiums sammenbrud og de europæiske stormagters dispositioner over efterladenskaberne.
Allerede fra det 19. århundredes begyndelse fik fundet af store olieforekomster i mellemøstlige lande Vesten, nu efterhånden også inkluderende USA, indflydelse på Vestens engagement. Det har udløst adskillige konflikter frem til i dag, hvoraf de væsentligste analyseres i bogen.
 
Etableringen i 1917 af et ´nationalt hjem´ for jøderne i Palæstina betød en yderligere forstærkning af modsætningsforholdet til de islamiske lande, hvor USA's stærke binding til staten Israel har ført til spændinger mellem Vesten og de omkringliggende arabiske lande. Uden at gå nærmere ind på de helt afgørende begivenheder i 1948 og 1967 analyserer bogen, udover en gennemgang af udviklinger omkring Balfourdeklarationen, andre, mindre omtalte hændelser til belysning af forholdet.

Endelig har det kulturelle møde, som forstærkedes af det stigende vestlige engagement i området udløst stærke spændinger mellem de to kulturer. Et forhold, som indledtes allerede i den sidste halvdel af 1800-tallet med en tiltagende amerikansk-protestantisk missionærvirksomhed, og som bogen også søger at belyse.

Karakteristisk for de nævnte forhold er, at de har været præget af vestlig arrogance og overbevisning om kulturel, civilisatorisk overlegenhed.  En overbevisning som op gennem  århundredet legitimerede den vestlige indtrængen samt dens forsøg på at skabe kulturelt opbrud, og som har udløst en islamisk kulturel modreaktion.