Jordens dyrkning var afgørende for det danske samfund i middelalderen. Bønderne og deres hushold levede af, hvad de producerede, mens konge, kirke og adel levede af de afgifter, bønderne gav.
For Århus-egnen kan vi følge landbrugets udvikling takket være de kilder, som de kirkelige godsejere har efterladt sig. Af unik betydning er den jordebog fra ca. 1315, som domkirkens præster lod skrive. Den fortæller i detaljer om kirkens ejendomme. Vi får at vide, hvor store de var, hvor stor en del, de udgjorde, af de landsbyer, de lå i, hvor meget korn bønderne normalt såede, og hvad de gav i kornafgift.
For adskillige byer kan disse oplysninger direkte sammenholdes med, hvad Christian 5's Matrikel viser. Det ses, at korndyrkningem havde ca. samme omfang i 1315 som i 1686, men en kilde fra 1427 viser, at kornafgifterne da var mere end halveret. Dette skyldes, at der efter Den Sorte Død var en udpræget mangel på arbejdskraft, som tvang godsejerne til at lette de meget høje kornafgifter. I løbet af det 15. århundrede lykkedes det for jordejerne at presse afgifterne lidt op igen.
I bogen undersøges alle vidnesbyrd om ødegårde i senmiddelalderen. Ødelægningen på den frugtbare Århus-egn var moderat, men trods alt markant.